Ditten og datten

Det sker alt for ofte, at jeg skal fremvise noget, som jeg godt kan lide, og jeg så ikke kan beslutte mig for, hvilken del af det, jeg vil vise frem (Hmm. Er det mit smil, min overkrop, min personlighed, mine øjne eller min penis, jeg har mest kært?). Hvis jeg skal vise nogen en smuk person, kan jeg aldrig finde det billede, jeg allerbedst kan lide, skal jeg fortælle nogen, hvad mit yndlingsband er, kan jeg ikke beslutte mig. Noget lader derfor til, at min kærlighed til alt og alle strækker sig i et for bredt perspektiv! Jeg holdte af dengang, man var 13, og mega kræsen og hele verden var delt op i sort og hvid. Man kunne kun lide det, flertallet kunne lide (ellers var man jo ikke sej) og så var det noget med de der silikonebryster. 

Men det forholder sig altså sådan, at jeg sidder med noget musik, der hedder Bon Iver. Albummet hedder "For Emma, forever ago" og er sammen med smukke mennesker, nuttede hunde og mad ret så ubeskrivelig. Når man hører noget så godt musik, har man lyst til at græde og brække sig på én og samme tid. Man ved ikke rigtig, hvad man skal gøre af sig selv. Den slags musik føles bare som en skive citron, der er bundet om en guldbarre og som smadres direkte ind i hjernen. Og det er det, der er så fedt. 

Klokken er 03:25. Jeg har ligget i min seng siden 18:54. Jeg faldt i søvn nogen tid efter og vågnede først klokken 23, hvor jeg tænkte til mig selv, at jeg nok hellere må få mig en fast søvnrytme. Ja, den åh så nødvendige søvnrytme, som jeg konstant belærer andre om. At fortælle andre om det sunde ved en god søvn, får deres underbevidsthed til at tro, at jeg taler af egen erfaring, og derfor er nærmere titlen "Perfekt". Men det er jo ikke sandt, jeg er jo bare en kulstofbaseret afstamning fra aberne, der balancerer oprejst på baglemmerne, og hvis dét er perfekt, er vi alle så ikke det? Og hvad så med hunden? Den skal der jo også være plads til... Klokken er 03:37

http://www.youtube.com/watch?v=dUghkqG8UGY