onsdag den 10. august 2011

Vil du ikke tegne en sol på min ryg?

Vil du ikke tegne en sol på min ryg?
Den skal bare være rund og rund og rund
Det behøver ikke være sådan fast eller noget eller ske særlig ofte
Vi kan jo stadig bare være venner, ikke?
Bare en sol
Den behøver ikke engang, at kunne lyse i mørket 

Bare en sol, med nogle lange, lange streger
Og så ja, den der cirkel og bare så skide enkelt

Ikke engang særlig seriøst, bare lige så det er der
Jeg synes jo egentlig, at det er lidt irriterende med alt den seriøsitet
og når alt skal være alvorligt og i klaser og efter drejebogen
Og så sagde du, at det syntes du da egentlig også
Og så var vi to da en meget god idé?
Og så den sol der
Bare en sol
Bare rund og nem og så forudsigelig, at man ikke behøver at spørge
For hvad skal man også med spørgsmål?
Og ellers kan man jo altid bare svare okay eller nåh eller "Jamen vi ses igen i morgen, ikk?"
Selvom man aldrig rigtig ses
Eller snakker sammen
Nogensinde igen
Men folk bliver bare så sure, når man afviser dem

Når man bare vender ryggen til dem med ord
Når man bare
Når man bare drukner dem i ord
Eller nok nærmere den efterfølgende stilhed
Men du skal jo bare tegne en sol, og hvor er det bare slet ikke særlig svært
Det er jo bare så nemt og lige til - man får jo næsten lyst til at
Lyst til bare at danse
Men jeg vil jo meget hellere bare ligge her
Det vil vi alle sammen jo bare
Og bare være til
Bare være til i København og bare lige bare sådan bare
Bare tegne sole. Sammen. Du og jeg, ikke?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar